Situationen med covid-19

Fra SPIS! Odense Food Festivals side ser vi med alvor på situationen med Covid-19, som bekymrer så mange mennesker, og som belaster en masse virksomheder og institutioner, – også flere af vores allernærmeste samarbejdspartnere og bedste venner.

Hos SPIS! Odense Food Food Festival har vi også været nødt til at ændre vores dagligdag og at aflyse planlagte events og samarbejder, som f.eks. den traditionsrige Aspargesfrokost, der skulle have været løbet af stablen d. 17. maj for 11. gang og vores deltagelse i Havnekulturfestivalen, som vi havde glædet os meget til.

Men vi har lavet et fuldstændigt fantastisk festivalprogram klar til september, – med konkurrencer, talks, natur, lokale råvarer, undervisningsforløb, foredrag, marked, fællesspisninger, restaurantbesøg og meget, meget mere, – som vi lige nu sidder på vores hænder for ikke at offentliggøre. 

Vi følger nemlig myndighedernes retningslinjer og reguleringer nøje og er selvfølgelig klar til at tage alle de forholdsregler, der skal til for, at vi kan få lov til at afholde hele, eller dele af, den festival, vi har arbejdet  siden september på, at gøre klar til jer. 

Vi er indstillede på, at vi kommer til at sadle lidt om og regulere i volumener og opbygninger, for at vi alle kan have gode oplevelser samtidig med, at vi beskytter hinandens helbred hensynsfuldt. 

 

Vi håber, at alle passer godt på sig selv og hinanden, så vi kan ses til september. Dét glæder vi os til.