“Local cooking school for everyone”

Vi sætter fokus på de eksotiske østjyske ingredienser – fantasien er løs, kvaliteten i orden og de gode fortællinger er en vigtig ingrediens.

Den åbne køkkenskole er for alle, som har interesse i en hurtig appetitvækker og som gerne vil arbejde med nemme opskrifter med basis i lokale råvarer. Kom med i køkkenet og lav din egen lækre pie ud fra de historiske opskrifter, som kokken har tolket i et nutidigt perspektiv. Solidt plantet i køkkenet står en af Danmarks mest internationalt anderkendte kokke, Per Mandrup med et erfaringsgrundlag fra sine 10 år som Teammanager for Culinary Team of Denmark, 26 år som overdommer i Årets KOK, Culinary World Cup og Olympic Culinary Games. Han er klar til at hjælpe med alle udfordringerne i køkkenet og til en lille snak omkring tips og tricks fra kokkeverdenen.

Madhistoriker Bettina Buhl – cand.mag. og museumsinspektør på Dansk Landbrugsmuseum giver krydderi til maden ved at fortælle historien bag ingredienserne. Bettina forsker og formidler madens kulturhistorie i Danmark. Hun har skrevet mange artikler om mangfoldige madhistoriske emner. Bettina har skrevet bogen – ”Historien om danskernes mad i 15.000 år”. Sidste år udgav hun en bog om de danske småkager – og snart er hun aktuel med endnu en kulturhistorisk kogebog. Bettina er ivrig foredragsholder og fungerer ofte som konsulent på madhistoriske radio- og fjernsynsprogrammer, ligesom fødevareproducenter bruger hende til at iscenesætte en god fortælling, som kan markedsføre produkt og virksomhed.

Projektet er støttet af LAG-Djursland og Region Midtjylland.

OBS: Det er gratis at deltage. Så mød frisk op i workshopteltet på SPIS! Madmarked & Havefest kl. 10-13 lørdag d. 17. september